Læring, job og uddannelse

I Fonden for Socialt Ansvar mener vi, at en langsigtet og forebyggende indsats i arbejdet med udsatte målgrupper, er den bedste investering for alle.  Vi har et grundlæggende fokus på læring, job og uddannelse - tre vigtige parametre i arbejdet med at skabe et godt liv for sig selv.

Kvinder i Job

I et af vores nyeste tiltag ’Kvinder i job’ arbejder vi for at flere kvinder med ikke-vestlig baggrund kommer i job. Dette sker i samarbejde med virksomheder og kommuner, hvor vores medarbejdere fungerer som jobkonsulenter og bindeleddet mellem kvinde, kommune og virksomhed.

At stå uden for arbejdsmarkedet har ikke kun økonomisk betydning for kvinderne, men har også stor betydning for trivslen hos kvinderne og deres familier. At være en del af en dansk arbejdsplads giver kvinderne et netværk, styrker deres selvværd og hjælper til integration i det danske samfund. Set fra et samfundsøkonomisk perspektiv er der desuden et kæmpe økonomisk potentiale for samfundet ved at flere kvinder med ikke-vestlig baggrund bliver en del af arbejdsmarkedet og ikke længere har brug for offentlig forsørgelse.

Bydelsmødre

For Bydelsmødrene er det et gennemgående tema at gøre de etniske minoritetskvinder, de møder, mere selvstændige og i stand til at klare sig gennem alle dele af det danske samfund, herunder kommunikation med offentlige myndigheder og institutioner. I takt med at størstedelen af denne kommunikation er blevet digitaliseret, underviser og støtter Bydelsmødrene i at bruge digitale løsninger som digitalpost, NemID og e-Boks, så kvinderne selv bliver i stand til på egen hånd at administrere al kontakt med det offentlige.

LifeMap

Ingen unge skal mistrives og være ensomme. I app’en LifeMap kan de unge få hjælp og høre andre unges fortællinger, erfaringer og oplevelser med en række forskellige problemer, som unge i gymnasiet og andre ungdomsuddannelser kan løbe ind i. I LifeMap får de unge værktøjer og metoder, som de kan bruge, når tingene er svære og de kan finde information om, hvor de kan søge yderligere hjælp, hvis de har brug for en ekstra hånd til at løse deres udfordringer.